Photo: Mikkel Adsbøl

Nordiske universiteter kvalitetsudvikler uddannelser sammen

mandag 30 maj 16

Kontakt

Birgitte Lund Christiansen
Centerleder
Afdelingen for Uddannelse og Studerende
45 25 73 45

Nordic Five Tech

Nordic Five Tech er en strategisk alliance mellem de fem ledende tekniske universiteter i Norden:

  1. Kungliga Tekniska Högskolan, KTH i Stockholm
  2. Norges Teknisk Naturvitenskapelige Universitet, NTNU, i Trondheim
  3. Aalto Universitetet i Helsinki
  4. Chalmers Tekniska Högskolan i Gøteborg
  5. DTU
Fem ledende tekniske universiteter i Norden samarbejder om at kvalitetsudvikle deres uddannelser.

Fem førende tekniske universiteter i Danmark, Finland, Norge og Sverige har fundet deres egen måde til at kvalitetsudvikle uddannelserne for at leve op til ambitionerne om konstant at stræbe efter forbedringer. Siden 2009 har Nordic Five Tech-alliancen (N5T) benyttet den såkaldte ’Peer Evaluation’, der går ud på at lade studieledere, studerende og undervisere give feedback til kolleger fra de andre universiteter inden for et beslægtet fagområde.

Det unikke ved metoden er, at man åbent fortæller om udfordringer og løsninger til andre, der står i en lignende situation. Metoden tager udgangspunkt i en model, der oprindelig har været brugt på DTU, og er inspireret af forskningsevalueringer. Modellen er en af de former for turnusevaluering af uddannelser, som er skrevet ind i DTU’s institutionsakkreditering.

”Peer Evaluation er en parallel til forskningens verden, hvor man udfører peer review af videnskabelige publikationer og deler faglige råd med hinanden. Den tankegang bruger vi til at sammenligne og diskutere uddannelser på tværs af de nordiske lande. Det er udbytterigt for både de involverede studieledere og DTU,” siger Birgitte Lund Christiansen, der er ansvarlig for Peer Evaluation og centerleder på LearningLab DTU.

Hun fortæller, at man i evalueringsprocesserne bl.a. kigger på rekruttering af studerende, opbygning af en fælles identitet på uddannelserne, styrkelse af de studerendes engagement, sammenhæng og progression gennem uddannelsesforløbet og udvikling af undervisningsformerne.

De samme udfordringer

Hidtil har N5T evalueret 21 uddannelsesprogrammer. Et af dem er Produktion og Konstruktion på DTU’s bacheloruddannelse. I slutningen af marts rejste studieledere, undervisere og studerende fra Lyngby til Stockholm for at evaluere den danske uddannelse med kolleger fra maskinteknik-uddannelsen på Kungliga Tekniska Högskolan, (KTH).

Mødet forløb over to dage. Her gennemgik gruppen bl.a. en SWOT-analyse, hvor de kom ind på styrker, svagheder, muligheder og trusler i uddannelsesprogrammerne. Desuden besøgte de laboratorier og studenterfaciliteter.

Martin Edin Grimheden, som er studieleder for KTH’ s maskinteknik-uddannelse udtaler:

”For os på KTH er det vigtigt at kunne sammenligne os med andre tekniske universiteter, få nye idéer og feedback på vores aktuelle satsninger. I diskussionerne mellem KTH og DTU har vi fået rigtig gode synspunkter og stof til eftertanke i forhold til at udvikle vores uddannelsesprogrammer. Vi ser en del forskelle, men også mange ligheder, og frem for alt inspirerer forskellene os til fortsat udvikling.”

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.learninglab.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=8E088AF6-1EFC-4720-A752-289F9F2BB921
12 DECEMBER 2017